Ålsgårde Karate Klub er en lille klub, hvor der ud over høj faglig karateundervisning, også lægges stor vægt på det sociale, rummelighed og ikke mindst, at børn og forældre kan træne sammen.
Vi afholder en del arrangementer for at styrke vores sammenhold i klubben, bl.a. fastelavn, Sverigetur til Laserdome i Helsingborg og træningsweekender med vores venskabsklubber.
Karate er en unik sport. Det er både en holdsport, fordi vi træner sammen og hjælper hinanden med at blive bedre. Men det er samtidig også en individuel sport, hvor målet er, at du selv hele tiden bliver bedre og udvikler din kunnen.
Karate stiller krav til dig. Under træningen er man 100 % fokuseret og koncentreret, og står ikke og tænker på næste dags aftaler og opgaver. Derfor er karate også en total afkobling fra din hverdag, som giver dig en masse energi efter træningen. Evnen til at koncentrere sig og holde fokus er noget alle karateudøvere har glæde af udenfor dojo’en – uanset om man er voksen eller barn.
Rent kropsligt er karate en varieret sport, som har utroligt positiv effekt på din krop. Den daglige træning kører ofte i forskellige tempi, hvor vi i perioder træner hurtighed og kondi med høj intensitet og puls og i andre perioder med lavere intensitet, hvor fokus ligger på koordination, teknik, smidighed og balance.
En karateudøver udvikler kroppens muskelstyrke, smidighed, fleksibilitet, balance, koordination, timing og åndedræt. Mentalt udvikler man styrke i kraft af et åbent sind med stor koncentration.
Man opnår en indre ro og harmoni. Karatens traditioner og filosofi handler om at have et fredeligt, respektfuldt og ydmygt sind.
Alt i alt er karate en rigtig god allround sport, som styrker både krop og psyke hos alle udøvere uanset køn og alder!
Den der oprigtigt træner i denne Do og virkelig forstår Karate-Do bliver aldrig nemt trukket ind i en kamp.
“At vinde hundrede sejre i hundrede slag er ikke den største færdighed.
At besejre fjenden, uden at kæmpe, er den største færdighed“…
Vi ønsker dig velkommen i familien hos Ålsgårde Karate Klub